Byens lys

Baggrund Liv

Byens lys er en af de få sange i Højskolesangbogen, der installerer sig i byens univers. PH leverer et kærligt og poetisk portræt af storbylivet i København, men han er samtidig ikke blind for metropolens barske sider: destruktiviteten, dekadencen og ensomheden. Paradoksalt nok er det ofte det, vi drages af, når vi længes mod byen.

Sangen installerer sig i byens univers

Sangen stammer fra revykomedien Op og ned med Jeppe. Den blev fremført af Lulu Ziegler, som stod på taget af et højt hus og så ud over det natlige København.

I Højskolesangbogen er der ikke mange sange, der installerer sig i byens univers. Gennemgående er byen blevet betragtet som en modverden til den frie natur, se fx Højskolesangbogens Nu lyser løv i lunde, vers tre. I 1928 kan Jens August Schade digte om ”storbyens ensomhed” (Man ser en virksom by), der ikke blot rummer anonymitet og isolation, men også muligheden for at mennesker mødes og ‘”sød musik opstår”. Men ingen dansk digter i det 20. århundrede har leveret et så forelsket portræt af storbylivet som netop PH i denne sang. Han leverer det lyriske kunststykke at sidestille oplevelsen af København med betagelsen af den natur, der traditionelt har påkaldt sig den poetiske følsomhed: ”Her lever vi i skorstensskoven / med milevidt fra bryn til bryn”.

PH opdagede poesien på stenbroen

PH’s store fortjeneste er opdagelsen af poesien på stenbroen. Kærlighedserklæringen til København er ikke blind for storbyens fortrædeligheder. Det er en nøgtern erkendelse af de barske sider af storbykulturen: storbyjunglen, lysreklamernes kolde lyn, destruktiviteten, dekadencen, det hårdkogte driftsliv, den golde stenørken. Ikke desto mindre indfinder konklusionen sig: Alligevel elsker vi byen.

Vi drages af det, der skræmmer os

Det dragende ved storbyen er paradoksalt nok også det der skræmmer os. Den ”vrimlende ensomhed”. Der er noget betagende ved storbyens utilnærmelighed. Den rummer elementer af det, som filosoffen Immanuel Kant har betegnet som ”det sublime”, dvs. det der gør os stumme og overvældede.

Byens lys

1. Byens lys der tændes, Chaplins gamle film,
myretu'n er med sit bedste smil.
Helt til horisonten sti'r og synker ild'n,
selv en storby har sin sexappeal.
Her lever vi i skorstensskoven
med milevidt fra bryn til bryn,
en jungle til men'skenes sovende børn,
kravl op og kig ud over byen.
Bag alle disse bål, der flammer
med lysreklamers kolde lyn,
er kampe og skæbner og jammer og ondt
alli'vel så elsker vi byen.
Man tænker på maskiner og på bomber og krig
hundrede knald alting forbi,
vi jævner selv med jord'n, hvad vi
har bygget så flinkt, blå energi, blinde instinkt.
Det er en usandsynlig fabel,
små bitte svage usle gryn,
der stavler og splitter et babel af sten,
alli'vel så elsker vi byen.

2. Over os står lyset varmt og kuppelrundt
som et brandskær set fra landevejn.
Fjerne folk i mørket ser et strålebundt,
over regnen står et himmeltegn.
Hvad trækker dem til disse steder?
Hvad binder dem til støjn og gnyet?
Derude var marker og glæde og ro,
alli'vel så elsker vi byen.
Hvad vil du vel på denne stentomt,
her er du tabt og anonym.
Du møder kun vrimlende ensomhed her,
kom ind, du forsvinder i byen.
En nitte i et vældigt og et skrapt lotteri,
liv eller død, kun småtteri.
Hvem spør om du og dine går til bunds, overbord,
skæbner går ned, storbyen gror.
Her lever vi i skorstensskoven,
med milevidt fra bryn til bryn,
en jungle til menskenes stridende børn,
alli'vel så elsker vi byen.

Ordforklaringer

1.2 Chaplins gamle film: filmen City Lights 1931; en rørende skildring af vagabondens forsøg på som gadefejer, bokser, rigmand etc. at skaffe penge til en operation der kan give en blind pige synet tilbage

1.15 blå energi, blinde instinkt: psykoanalytikeren Wilhelm Reich, som i 1933-34 levede som flygtning i Danmark, udkastede i forlængelse af Freud en teori om en kosmisk seksualenergi, orgon, der er blå og repræsenterer livsenergien i sin reneste form.

1.20 babel af sten: jf. babelsmyten 1 Mos 11,1-9

Melodien er en delikat jazz-ballade

Melodien af Bernhard Christensen reflekterer PH’s hyldest til storbymoderniteten ved at forme sig som en delikat jazz-ballade. Den rummer inspiratoriske elementer fra bl.a. Duke Ellington og veksler mellem nærmest meditative passager båret af sofistikerede akkorder til det mere ”jungle-agtigt” rytmiske, understreget af en obligat basfigur.