Dåser rasler i morgengry

Baggrund Liv

Peter Laugesens og Janus Kodals digt blev til på et inspirationsseminar i forbindelse med tilblivelsen af den 18. udgave af Højskolesangbogen. Teksten gør sig bemærket ved ikke at præsentere et tydeligt budskab, men lade fortolkningen være op til dem, der synger. Sangen kan tolkes som et opgør med kravet om, at vi altid skal vide, hvor vi er på vej hen.

Et nyskrevet hit

Dåser rasler eller Lille mand, som Peter Laugesens og Janus Kodals digt hedder, har, siden den kom med i Højskolesangbogen i 2006, udviklet sig til et af de nye hits blandt efterskole- og højskoleelever landet over. Teksten blev til i en kollektiv proces i forbindelse med et inspirationsseminar på Hindsgavl Slot i 2005. Det havde til hensigt at skabe nye tekster og melodier til 18. udgave af Højskolesangbogen. Her skrev de to digtere en tekst til saxofonisten Hans Ulriks komposition ”This is the way it goes” fra 1994.

Teksten gør sig bemærket fra første linje

Teksten gør sig allerede bemærket i første linjes underlige syntaks og utraditionelle linjebrud: ”Dåser rasler i morgengry vender han hjem / godt med vinden i håret og vaklende ben”, hvor betydningerne overlapper hinanden, så det er svært at finde ud af, hvilket ben man skal stå på. De raslende dåser spejles af melodiens åbning, der overrumpler os med sine raslende 8.- og 16.-dele, inden vi – hjulpet på vej af det lækre pop-omkvæd – genvinder balancen og får kontrol over versefødderne, alt imens vi lettere fortumlede og med melodien i håret forsøger at forstå, hvad det egentlig er, vi synger om.

Fortolkningsopgaven er op til dem, der synger

Sangen skiller sig ud fra den traditionelle højskolesang ved ikke at præsentere et klart og entydigt budskab, men i stedet lade fortolkningsopgaven være op til den og dem, der synger. Hvor mange fællessange og salmer fremstår som formfuldendte og gennemtænkte svar på livets store spørgsmål, er Dåser rasler i morgengry kendetegnet ved at stille en række spørgsmål formuleret i et mærkeligt drømmende sprog, hvor de sædvanlige regler og standarder for sproget er opløst i flimrende og ulogiske billeder.

Livet lader sig ikke forklare i et logisk sprog

”Der er ingenting her der ka siges sådan”, lyder som en programerklæring: Livet lader sig ikke forklare i et logisk og rationelt sprog, men må tilnærmes gennem drømmens, fantasiens og poesiens billedsprog, hvor der ikke gives udtømmende svar.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester)

Stream akkompagnementerne.

God fornøjelse!

Et opgør med krav om fremdrift og mål

Omkvædets opfordring ”Vent og se hvad du finder på det sted du nu går hen” kan tolkes som et opgør mod de krav, der byder os, at vi konstant skal vide, hvor vi er på vej hen, hvordan vi når derhen, og hvad der venter os, når vi når frem. Midt i en fremdriftstid er der ikke plads til vaklen, tvivl og bristede drømme, men behov for rationelt og strategisk udtænkte lærings-, uddannelses- og karriereplaner, der bringer os sikkert – og først – i mål.

Vi skal turde at bevæge os ud i det uforudsigelige

Lille mand er en poppet, poetisk opsang, der kan minde os om, at ligegyldigt hvor sort og tvivlsomt det kan se ud, så skal vi en gang imellem turde at stille spørgsmål ved det bestående og bevæge os ud i det usikre og uforudsigelige, hvor vi kan afprøve, om vores drømme kan bære. Hvilket de ikke altid kan. Men den risiko må vi løbe, hvis ikke vi vil dele skæbne med den skuffede og forsmåede Larsen (jf. Højskolesangbogens Sangen om Larsen) – en anden lille mand – der havde regnet med avancementer og tænkt sig så mangt og så meget, men ender med at lade livet løbe sig af hænde, fordi han ikke tør drømme, vakle og vente og se.

Det frugtbare sammenstød mellem digt og popmelodi

Hvorfor nogle højskolesange bliver populære, og andre går i glemmebogen, er vanskeligt at svare på, men når ”den med dåserne” – særligt blandt de unge – er gået hen og blevet et veritabelt hit, skyldes det måske det frugtbare sammenstød mellem et digt, der forsøger at ryste os af, og en popmelodi, der forfører os til at følge med.