Det er hvidt herude

Digtet er ouverture i Trækfuglene

Digtet optræder som Ouverture i digtsamlingen Trækfuglene, en Naturkoncert fra 1838.

Det er ejendommeligt, at Trækfuglene rummer både en ouverture, Det er hvidt herude, og et præludium, Sig nærmer tiden. Mens præludiet behandler trækfuglemotivet symbolsk – Blichers egen ”trækfugletilværelse”, som lakker mod enden – fastholder ouverturen - måske bortset fra slutlinjen - et rent stemningsmættet naturbillede: hvidt, koldt og tyst. Til forskel fra de følgende 30 digte, der alle behandler enkeltstående trækfugle – ofte tegnet med gennemskuelige menneskelige træk – er det i dette vinterdigt standfuglene som krage og skade og sågar hønsegårdens pralende hane, der omtales.

Blicher skildrer den ubarmhjertige vinter

Vinteren 1837/38 var usædvanlig kold og langvarig, og Blicher havde lige rejst sig fra et langt og udmattende sygeleje. Han havde derfor den rigtige baggrund for at skildre den ubarmhjertige vinter.

Digtet beskriver kyndelmisse

Digtet beskriver tiden midt på vinteren: kyndelmisse den 2. februar. Oprindelig var kyndelmisse en katolsk lysfest for jesusbarnets fremstilling i templet 40 dage efter fødslen, for først på det tidspunkt var Maria ifølge Det gamle testamente igen blevet ren. Kyndelmisse er placeret midt mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn og opfattes traditionelt som årets koldeste dag. Ifølge traditionen markerer kyndelmisse det tidspunkt, hvor der skulle være halvdelen af foderet tilbage til dyrene. Man tog varsler af vejret, og det blev sagt, at hvis det blæser så meget på denne dag, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej.  

St. St. Blicher og B.S. Ingemann

Ganske tankevækkende er det at sammenligne teksten med B.S. Ingemanns vintersang/salme I sne står urt og busk i skjul. De to digtere var nære venner, men samtidig meget forskellige. Der ligger en afgørende forskel i deres brug af henholdsvis ”herude” (Blicher) og ”derude” (Ingemann), og hvor ravnene skriger, uglerne tuder og hanen galer hos Blicher, så nynner den lille fugl hos Ingemann. Man kan næsten øjne en parallel i Blichers En landsbydegns dagbog. I vinteroptegnelserne fra 1709 sidder Morten Vinge i sit kammer og kigger ud på de høje snedriver, hvor jægeren Jens kommer med dagens udbytte – den ene stuelærd, den anden friluftsmenneske.