Teksten henvender sig direkte til Gud
Salmen åbner med en direkte henvendelse til Gud som skaberen og opretholderen (”du, som holder af os, som vi er”), hvorefter der kommer en besindelse på, hvad der sker i en verden uden Gud. Her viser forfatterens sin evne til at rime på en gang ligefremt og overraskende (”spekulanter” over for ”gamle tanter”).
Jesus’ budskab skinner igennem fra vers 3
Tredje vers munder ud i en bøn om atter at blive belært om Jesus’ budskab. Dette følger i vers 4 og 5, som er en række centrale bibelord skrevet i anførselstegn - som direkte tiltale fra Jesus.
Salmen slutter med en lovprisning
Til sidst lukker slutverset atter salmen, som den begyndte – med en lovprisning, nu med tak for frelsen og tilgivelsen gennem en henvisning til nadveren og til Johannesevangeliets tale om hvedekornet, som må falde i jorden og dø for at kunne bære mange fold (Johannesevangeliet 12,24). I de to sidste linjer afrundes teksten med gentagelse af første vers’ begyndelse – blot i omvendt rækkefølge.
Mogens Jensen har skrevet en dansende bossanova
Organisten Mogens Jensens melodi fra 1989 er en bossanova. Den bliver krydret med nogle højt opbyggede akkorder og kan være en udfordring for akkompagnatøren. Med denne melodi lykkes sangen bedst, hvis de syngende er fortrolige med den. Den dansante melodi understøtter tekstens glædesfyldte budskab.
Forfatterens egen melodi er mest kendt
Hans Anker Jørgensens egen melodi er den mest kendte og har utvivlsomt bidraget til salmens popularitet. Den er meget enkel, stort set trinvis (hvis ikke der er tonegentagelser) og med samme rytme i de tre afsnit: A-A’-B. Det melodiske højdepunkt falder i B-afsnittet. Der er ikke mange andre salmedigtere, som selv skriver melodier.