Johannes V. Jensen digtede visen i Middelhavet
Kort før jul 1925 var Johannes V. Jensen om bord på et skib i Middelhavet med kurs mod Egypten. Her digtede han denne Sømandsvise og daterede den ”Ud for Tunis 22. Dec. 25”; teksten indgik i et rejsebrev som blev trykt i Berlingske Tidende 24. januar 1926. Her kommenterede forfatteren sangen således:
»Til en Melodi, jeg engang har hørt foredrage af en Sangerske i Gaarden, til Harmonikaledsagelse, en elementær, sentimental, ja aabentstaaende sentimental, men mægtig Melodi, satte jeg da, i de stjerneklare Aftener ind mod Solhverv, en Tekst, for Sømanden at synge, naar Blæsebælgen gaar trangt, og Hjertet vil have Luft i Toner«.
Johs. V. Jensen
Med sin naive holdning og sit let sentimentale sprog har også teksten gårdsangervisens tone, fx når den i hvert vers' sidste linje nævner savnet af pigen derhjemme.
Johannes V. Jensen
Sømandens splittelselse mellem udlængsel og hjemvé
Digtets ‘jeg’ er en sjællandsk sømand på langfart til ‘de varme lande’, der hele tiden gør opmærksom på modsætningen mellem ude og hjemme – det gælder klimaforskellene (fx 4,1-4), men det gælder først og fremmest følelsen af savn og længsel og den uro den skaber i sømandens sind. Teksten lægger sig således ind i et tema der går igen hos Johannes V. Jensen: Udlængsel og hjemvé er to forbundne, men uforenelige sider af det rastløse, søgende sind hos ‘alle haves vandringsmand’ (vers 5); den splittelse er mest storladent skildret i digtet ”Columbus” i hans Digte, 1906.
Man må acceptere splittelsen som en kendsgerning
Splittelsen mellem udlængsel og hjemve må man acceptere som en kendsgerning, sådan som forfatteren gør det selv, når han på et skib i Middelhavet bliver mindet om en vise, han har hørt hjemme i en baggård i København – og når han her ved vintersolhverv forestiller sig blomstrende grøftekanter og pinseløv i Danmark.
Den eksistentielle søgen er funderet i kærlighedslængslen
Her i sømandsvisen er den eksistentielle søgen mere konkret funderet i kærlighedslængsen: Hvor end jeg er, og hvad end der sker, så er du i mine tanker. Indtil hjemkomsten til den elskede og det danske forår (vers 6) hvor nærheden bliver konkret.
Rejsen er tilværelsens vilkår
Rejsen, bevægelsen, forandringen er ifølge Johannes V. Jensen tilværelsens vilkår (jf. fx Den grønne søde vår ) årstidernes skiften, naturens forskellighed jorden over, naturens kredsløb. Denne foranderlighed har sin parallel i den menneskelige bevidstheds indre modsætninger – ro (2.8) og uro (5.2), hvile og bevægelse, tanke og handling.