Forårsnat

Baggrund Aften

Tove Ditlevsen udgav i 1939 sin første digtsamling, Pigesind. I denne optræder digtet Forårsnat, der med sin første linje - Nu sænker Gud sit ansigt over jorden - røber Ditlevsens behov for et religiøst tilhørsforhold. Sangen beskriver milde sansninger af vindens sagte susen og blomsterduften i den nordiske forårsnat. Melodien, der bringes i Højskolesangbogens 19. udgave er skrevet af organist og kantor ved Holmens Kirke, Jakob Lorentzen.

Digtet stammer fra Tove Ditlevsens digtsamling Pigesind

Dette digt er fra Tove Ditlevsens digtsamling Pigesind fra 1939. Det var hendes debutdigtsamling, en poetisk, smuk og stilfærdig indledning på et stormfuldt digterliv, der endte med, at hun tog sig af dage i 1976.

Længsel og smerte, drømme og død er centrale temaer i Ditlevsens værker

Tove Ditlevsen vakte fra begyndelsen opsigt med sit indlysende talent. Hun afslørede trods sin unge alder, 22 år, en dyb menneskelig erfaring. Hun digter om længsel og smerte, drømme og død. Et af digtene Til mit døde barn havde hun skrevet allerede som 15-årig.

Første linje røber et religiøst behov

Ordene i første linje (”Nu sænker Gud sit ansigt over jorden”) røber Tove Ditlevsens religiøse behov og fornemmelse. Præsten Gurli Vibe Jensen citerede det i sin tale ved Tove Ditlevsens kiste i Kristkirken på Vesterbro, den 17. marts 1976.

Ingemann stod bag Ditlevsens første møde med poesien

Ved den begravelse havde Tove Ditlevsen valgt, at man skulle synge Kingos Far, verden, far vel, jeg kedes ved længer at være din træl! med omkvædet ”Forfængelighed, forfængelighed” og Ingemanns morgensang Gud ske tak og lov, den sang, der på Tove Ditlevsens første skoledag, var hendes første og afgørende møde med poesien. Disse vers havde en overvældende indvirkning på hende.

De skønne og jævne ord, rytmen, rimene og melodien fortryllede mig så heftigt, at jeg brast i gråd.

Tove Ditlevsen i Om sig selv, Gyldendal 1975, s. 367. Se artiklen om Gud ske tak og lov.

Den kølige nordiske forårsnat er mild og tryg

Forårsnat rummer på én gang Gud og menneske, natur, børn og dyr. I den kølige nordiske forårsnat er der en sanset mildhed: Lyden af vindens sagte susen, der er Guds røst, duften af blomsterånde, der er glimt af evigheden, og følelsen af tryghed: for Guds hænder er skærmende lagt over ”den gode jord”, han skabte i sin glæde.

I Højskolesangbogens 19. udgave bringes en melodi af Jakob Lorentzen

Talrige komponister har givet sig i kast med denne stemningsfulde og på én gang lyse og eftertænksomme tekst. Den blev optaget Højskolesangbogens 18. udgave med en overraskende melodi af Martin Brygmann. I 19. udgave er denne erstattet af en melodi af Jakob Lorentzen (f. 1968), organist ved Holmens Kirke.

Lorentzens melodi indfanger digtets enkle og ligefremme stemning

Lorentzens melodi udtrykker med sin rytme tekstens enkle og ligefremme stemning: Alle fire linjer er rytmisk identiske og bevæger sig udelukkende i fjerdedele, bortset fra opbremsningen i slutningen af linjerne. Men der sker også noget andet.

Melodien gemmer dog også på overraskelser

I de to første takter synges melodien helt enkelt på en F-dur. I tredje takt lander den overraskende på et Des, og akkompagnementet skifter fra F til en Des-dur akkord. Det er ikke normalt i dur-mol systemet at skifte fra F til Des. Som i teksten er her således mere på spil end det, vi normalt kender til.

I takt syv og otte lander melodien på sin højtone svarende til den guddommelige glæde, som beskrives i andet vers.

I afslutningen anvendes en velkendt akkordrække

Melodien slutter med en kvintskridtsekvens: Afstanden mellem akkorderne er konsekvent en nedadgående kvint: A-D-G-C-F. For de fleste vil det signalere en ubevidst - og mere jordisk - genkendelighed, da det er en af den vestlige musiks mest benyttede akkordrækker, fra Bach til jazzmusikken og moderne viser. Hvert vers ender således trygt både i teksten og i melodien.