Frydeligt med jubelkor

Baggrund Året

Visen, der også kaldes Majvise, blev oprindeligt skrevet på latin af Morten Børup, mens han var rektor på latinskolen i Århus. Sangen synges i dag på to meget forskellige melodier. Den ene er skrevet af Carl Nielsen og passer til tekstens jublende forårsstemning. Den anden er en majestætisk middelaldermelodi, som mange nok kender fra sangen Mørk er november.

Børups latinske tekst blev oversat i 1895

Morten Børups latinske Majvise, Carmen vernale, blev oversat af Claus Frederik Moth i 1895 til brug på latinskolen i Kolding og indgik i hans afhandling om de vandrende studenters latinske visedigtning, Vagantviserne, fra 1913.

Visen er skrevet til latinskolen i Århus' disciple

Efter traditionen er majvisen skrevet til disciplene ved latinskolen i Århus i Børups rektorperiode fra 1490-1526. Morten Børup, som var doktor i teologi eller jura, har if. efterretningerne også skrevet latinske skuespil til sine disciple og var desuden kantor ved Århus Domkirke. Ældste overlevering af Carmen vernale forekommer i 1577 i latindigteren Erasmus Lætus’ beretning om festlighederne ved Christian 4.s dåb.

Majvisen fortæller om naturen som Guds skaberværk

Alt, fra det største til det mindste, er et genskær af Guds åsyn. En altomfattende enhed samler mangfoldigheden. Foråret er det prisme, som Guds storhed brydes gennem. Det skabte aflægger sit samlede og forunderligt entydige vidnesbyrd om skaberen. I andet vers spores middelalderens tanke om de fire elementer – jorden, havet, luften og solen (ilden). Slutverset rummer en fin, skarp tankeleddeling og en lagdelt ordning af tilværelsen, der falder i tråd med den katolske middelalderkirkes filosofi. Her synges om genkomst, det årligt gentagne.

Visen minder om andre vandrende studenters visedigtning

Også stilmæssigt, i billeddannelse, verdensbillede og versifikation (fremstillingen på vers) er der tale om gentagelse, imitation af klassisk latinske forbilleder. Men der er fornyelse og friskhed i de to første vers’ sansede skildring af, hvordan livsfølelsen vågner op. Heri ligner Majvisen de vandrende studenters visedigtning (fx kendt fra Carl Orffs Carmina Burana). Disse viser udmunder imidlertid oftest i en lovsang til vinens og elskovens glæder. Kan Børups vise oprindeligt have haft en lignende udgang? Børup skrev i sine vandreår doktordisputats i Køln, et af vagantdigtningens arnesteder, og hans sparsomme forfatterskab viser ham ikke blot som en from kirke- og skolemand, men også som et menneske med stærke lidenskaber, så der kan meget vel have eksisteret en mere verdslig udgave.

Frydeligt med jubelkor

1. Frydeligt med jubelkor
hilses vårens komme,
svalen melder trindt på jord:
"Frostens tid er omme!"
Land og hav og lundens træ'r
herligt prydes fjernt og nær.
- nye skabningsunder!
Kraft påny vort legem får,
lægt er nu vort hjertesår
i de glade stunder.

2. Jordens rige blomsterpragt
skovens grønne smykke,
fuglesangens tryllemagt
fylder os med lykke.
Havets storme raser ud,
luften hærges ej af slud,
duggens perler rene
samler solens stråleglans
i en dejlig perlekrans
rundt på græs og grene.

3. Hvor dog Gud er god og vis!
hvor er verden fager!
Hvor dog alt til Herrens pris
ånd og tanke drager!
Han har stort og småt på jord,
urten, som på marken gror,
form og farve givet.
Efter nat vi dagen nu
hilse vil med frejdig hu,
takke Gud for livet.

Digtet synges på to forskellige melodier

Højskolesangbogen bringer to meget forskellige melodier til dette digt: Dels henvises til melodien til Mørk er november, som stammer fra en samling af sene middelalderlige latinske sange, der blev udgivet i 1582, Piae Cantiones, og dels den melodi, der står ved sangen, Carl Nielsens fra 1907.

Du kan lytte til begge melodier i videoerne nedenfor.

Middelaldermelodien er majestætisk og renfærdig

Middelaldermelodien (der af aarhusianere bl.a. kendes fra rådhusets klokkespil) er overleveret enstemmigt. Den er naturligt nok præget af middelalderens tonesprog, der betjente sig af andre tonalitetsbegreber end dur og mol, de såkaldte kirketonearter – i dette tilfælde F-dorisk, der er en moltoneart. Der er noget majestætisk og renfærdigt over melodien – ikke mindst i kraft af harmoniseringen, der i datidens ånd stort set holder sig til rene treklange, og ofte med en solidt plantet kvint i venstre hånd.

Carl Nielsens melodi understreger den jublende forårsstemning

Nielsens melodi derimod akkompagnerer den lyse forårssang med jublende punkteringer, der bliver inciterende, nærmest marchagtige, når de – som her – placeres på det betonede et-slag. Desuden har han valgt en lys durtoneart, og han har sikret tempo og fremdrift ved at udstyre hver tekststavelse med én node. Nielsens melodi udfordrer sangeren – den er ikke enkel, hverken melodisk eller rytmisk. Det er sikkert en af grundene til, at middelaldermelodien oftere anvendes.