Æbletræernes cyklus er et udtryk for naturens harmoni
Rundt om i hans digte vender æbletræerne tilbage igen og igen. Han beskriver dem fra det tidlige forår med de bristefærdige knopper, over blomstringen, til æblerne hænger fuldmodne og tunge på træernes grene. I denne cyklus bekræftes digteren i sin tro på, at mennesket hører til i denne naturens harmoniske orden, samtidig med at det er uhjælpeligt udenfor som betragter, drømmer og lovpriser af harmonien.
Det smukke æbletræ overrumpler digteren
Digtet her er fra hans debutsamling Digte, 1895. Vi er på Sjælland, på grænsen mellem det nære og det fjerne, mellem haven og markerne, mellem stien hvor du går, og horisonten langt borte, mellem virkelighed og drøm. Helt fra første vers afsløres sangens subjektive udgangspunkt: Digteren er ramt helt ind i sjælen af æbletræets overrumplende skønhed og frodighed. Ikke blot ordet ”fyldt”, som åbner digtet, men også alle b’erne i bogstavrimene og de åbne vokaler: a, å, o, u formidler oplevelsen. Og så falder verset til hvile i en rolig rytme og en drømmende sindsstemning i de sidste linjer.
Den fortrolige henvendelse til et ”du” fortsætter digtet igennem. Læseren er inddraget og må sammen med digteren se og opleve det hele som medvider: Gøgen kukker i det fjerne, kilderne klinger gennem krattet, nattergalen synger i den lyse nat.
Mennesket kan aldrig blive helt forenet med naturens harmoni
I tredje vers bredes synet ud over slettelandets bølger. Med dem giver forsommerens frugtbarhed løfte om ”høstens rige læs”, og det hele samles i sidste vers i digterens skønhedsdrøm. Men drømmen rummer også en smerte i sig: Mennesket når aldrig den lykke helt at blive forenet med den harmoniske natur; vi er uhjælpeligt udenfor.