Harpens kraft

Baggrund Folkeviser og ballader

Denne tryllevise, der bærer titlen Harpens kraft, rummer en række overnaturlige elementer. Den handler om kærlighed, men også om musikkens særlige kraft. Fortællingen bygger på den antikke myte om Orfeus og Eurydike. Ligesom Orfeus, kan Villemand spille så barken springer af træerne og til sidst må selv trolden overgive sig, og Villemand kan få sin brud.

Vi må acceptere folkevisens overnaturlige elementer

Harpens kraft (fra Danske Folkeviser i udvalg ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen I, 1899) er en såkaldt tryllevise, og dens fortælling er kun meningsfuld, hvis vi accepterer de overnaturlige elementer, der indgår i den – på samme måde, som når vi hører eller læser eventyr.

Visens tema har rødder i den antikke mytologi

Harpens kraft handler om kærlighed; men som titlen angiver, handler den først og fremmest om musikkens – og i bredere betydning kunstens – magt. Temaet er kendt i den europæiske tradition og har sine rødder i den antikke mytologi: Orfeus, der boede i Thrakien, sang og spillede så vidunderligt at floderne standsede for at lytte til ham, og dyrene samledes omkring ham, rovdyr og byttedyr side om side.

Orfeus fik lov at hente sin elskede fra dødsriget

Da hans elskede hustru Eurydike døde, fik Orfeus tilladelse til at hente hende i dødsriget, på betingelse af at han stolede så meget på dette løfte, at han ikke ville vende sig for at se, om hun nu også fulgte med. Orfeus måtte til sidst kontrollere – og så forsvandt Eurydike ned i dødsriget for evigt. Sorgen efter denne tragiske hændelse gjorde blot Orfeus’ sang endnu smukkere.

Harpens kraft

1. Villemand og hans væne brud
- strengen er af guld -
de legte guldtavl i hendes bur.
Så liflig legte han for sin jomfru.

2. For hver en gang guldtavl på borde rendte,
- strengen er af guld -
så mange tårer den jomfru fældte.
Så liflig...

3. "Hvad heller græde I for guld så rød?
- strengen er af guld -
heller græder I, for I er blev'n min mø?
Så liflig...

4. Hvad heller græder I, for jeg er ikke rig?
- strengen er af guld -
heller I tykkes, jeg kan ikke vær' eders lige?"
Så liflig...

5. "Jeg græder ikke for guld så rød,
- strengen er af guld -
der er og med min vilje, jeg er bleven jer mø.
Så liflig...

6. Jeg græder ikke, for at I er jo rig,
- strengen er af guld -
fuldvel må I være min lige.
Så liflig...

7. Jeg græder langt mere for Blide,
- strengen er af guld -
som jeg skal over ride.
Så liflig...

8. Dér sank neder mine søstre to,
- strengen er af guld -
den tid de lod deres bryllup bo."
Så liflig...

9. "I skal ikke græde for Blide.
- strengen er af guld -
mine svende skal med eder ride.
Så liflig...

10. Mine svende skal med eder ride:
- strengen er af guld -
hundrede ved hver eders side.
Så liflig...

11. Det skal jeg eder til ære gøre:
- strengen er af guld -
tolv riddere skal eders ganger føre."
Så liflig...

12. Han lod lægge under ganger de røde guldsko,
- strengen er af guld -
og så rider hun til Blide-bro.
Så liflig...

13. Da hun kom dér midt på bro,
- strengen er af guld -
da skrejned hendes ganger i røde guldsko.
Så liflig...

14. Hendes ganger den skred på femten søm,
- strengen er af guld -
neder sank den jomfru for striden strøm.
Så liflig...

15. Alle toge ridder' efter sadelbue,
- strengen er af guld -
men ingen kunne hjælpe den skønne jomfrue.
Så liflig...

16. Jomfru rakte op sin hvide hånd:
- strengen er af guld -
"Min ædelig herre, hjælp mig til land!"
Så liflig...

17. "Hjælpe dig Gud og den helligånd,
- strengen er af guld -
som jeg dig ikke hjælpe kan!"
Så liflig...

18. Villemand taler til liden smådreng:
- strengen er af guld -
"Du hente mig ind guldharpen min!"
Så liflig...

19. Villemand tog harpen i hænde,
- strengen er af guld -
han går for strømmen at stande.
Så liflig...

20. Han legte alt så liste:
- strengen er af guld -
der rørtes ikke fugl på kviste.
Så liflig...

21. Han slog harpen så såre,
- strengen er af guld -
det hørtes over alle de gårde.
Så liflig...

22. Barken sprak udaf egetræ,
- strengen er af guld -
og hornet af det bøvende fæ.
Så liflig...

23. Barken sprak af birke,
- strengen er af guld -
og knappen af Marri-kirke.
Så liflig...

24. Så slog han harpen af harme:
- strengen er af guld -
hans brud udaf troldens arme.
Så liflig...

25. Så slog han harpen til bunde:
- strengen er af guld -
den trold måtte op fra grunde.
Så liflig...

26. Op kom den trold fra grunde
- strengen er af guld -
med Villemands mø i munde.
Så liflig...

27. Ikke hans mø alene,
- strengen er af guld -
men og både hendes søstre så væne.
Så liflig...

28. "Villemand, Villemand, tag din mø!
- strengen er af guld -
du lad mig selv volde mit vand under ø!"
Så liflig...

29. "Gerne da tager jeg min mø!
- strengen er af guld -
men aldrig skal du volde dit vand under ø."
Så liflig...

30. Han slog over hende skarlagen små,
- strengen er af guld -
så løfte' han hende på ganger grå.
Så liflig...

31. Villemand red sig under ø.
- strengen er af guld -
så drak han bryllup med sin mø.
Så liflig legte han for sin jomfru.

Villemands harpe har en meget stærk kraft

Når Villemand spiller på sin magiske guldharpe, har det vidtrækkende konsekvenser: Det kan høres overalt i naturen, hvor fuglene stivner, barken springer af træerne og hornene af kvæget; ja, så stærk er harpens kraft, at den påvirker kirken, jf. 23.2.

Musikken bryder troldens magt

Til sidst må også trolden bøje sig for den magtfulde musik: Ikke blot bruden, men også hendes to søstre, der – formentlig på deres bryllupsrejser – tidligere er forsvundet i åen Blide, kommer frelste op til overfladen. Troldens magt er uigenkaldeligt brudt.

Slutningen må vi gætte os til

I denne version må vi gætte os til, hvad der sker til slut – mellem vers 29 og 30. Man kan dog kun opfatte slutningen som lykkelig, hvis man følger de tekstvarianter i Danmarks gamle Folkeviser (se Roselil’ og hendes moder), der klart fortæller, at Villemand slår trolden ihjel med sit sværd.