It was a lover and his lass

Baggrund Kærlighed

Shakespeare skrev denne tekst til komedien Som man behager. I teksten møder vi et ungt kærestepar, og sangen bærer præg af en idyllisk forestilling om livet på landet, hvor ungdom og kærlighed blomstrer. Sangens slet skjulte seksuelle undertoner har muligvis bidraget til sangen popularitet og lange levetid.

Sangen stammer fra Som man behager

Sangen stammer fra Shakespeares skuespil Som man behager (As You Like It), hvor den synges i femte akt, tredje scene lige før det firedobbelte bryllup, der afslutter komedien. Det er en lystig, men også vovet sang om et kærestepar, som holder hyrdetime i rugmarken, hvilket narren Touchstone, på dansk Trædesten, også påpeger, da han hører sangen. I skuespillet synges den af den ene af to pager, som møder Trædesten og hans kæreste ude i skoven og spiller op til parret med denne vovede sang og en dans som for at sige, at de to pager da godt ved, hvad de to kærester har lavet ude i skoven.

Hvert vers slutter med et omkvæd

Sangen består af fire vers, hvor hvert vers har to rimede verslinjer afbrudt af udråbet ”With a hey, and a ho, and a hey nonino / And a hey, noni, nonino”. Efter hvert vers følger et omkvæd, hvor linjerne også har enderim: ”springtime” rimer på ”ring time”, og to linjer med ”ding” rimer på ”spring”.

It was a lover and his lass

1. It was a lover and his lass
With a hey, and a ho, and a hey nonino,
And a hey, noni, nonino.
That o'er the green cornfield did pass.
In springtime, in springtime,
In springtime, the only pretty ring time,
When birds do sing, hey ding-a-ding-a-ding.
Hey ding-a-ding-a-ding, hey ding-a-ding-a-ding,
Sweet lovers love the spring.

2. Between the acres of the rye,
With a hey...
These pretty country folks would lie
In springtime...

3. This carol they began that hour,
With a hey...
How that life was but a flower.
In springtime...

4. And therefore take the present time,
With a hey...
For love is crowned with the prime.
In springtime...

Sangen er en hyldest til kærligheden på landet

Dette skuespil kaldes en pastoral komedie, og sangen er i samme spor en hyldest til livet på landet, der bliver idylliseret som et sted, hvor ungdommen og kærligheden blomstrer. Udtrykket ”ring time” henviser til, at de unge forlovede udveksler ringe, hvilket var en tradition, man på den tid knyttede til den første maj ”May Day” – den store festdag til fejring af forårets komme. Sangen spiller dermed på det velkendte tema forår, forelskelse og frieri. Dette forstærkes også af ”ding”, som godt nok er et billede på fuglesangen, men også associerer til kirkeklokkerne, der ringer for de unge forlovede.

I tredje vers synger de to forelskede en ”carol”, som dengang var en sang, man også dansede til. Sang og dans var en vigtig del af majdagsfejringen på landet i England.

Sangen var frækkere end vi opfatter den i dag

For datidens publikum var sangen nok frækkere end som så. Shakespeare var ekspert i dobbelttydige ord, som på overfladen kan virke som harmløst nonsens, men i folkemunde var slang for sexlivet. Man har klart forstået, at elskeren og hans pige bogstaveligt talt tager sig en tur i høet, her i den forårsgrønne rugmark. Udtrykket ”nonino” udtales ”nonny no”, og ”nonny” var på Shakespeares tid synonymt med vagina.

Det kan selvfølgelig være en del af forklaringen på, at en tilsyneladende enkel vise har bevaret sin popularitet op til vores tid, selv om den direkte seksuelle betydning er gået tabt i årenes løb.

Ordforklaringer:

1.1 lass: pige, kæreste

2.1 acres of the rye: rugmarker

4.2 prime: den første eller den bedste, her udtryk for forårstiden

Thomas Morleys melodi er let og forårsagtig

Der findes andre melodier til teksten, men Thomas Morleys melodi fra samme tid, som da Shakespeare skrev teksten, er også en vigtig grund til sangens livskraft. Der er dog ikke historisk belæg for, at melodien er skrevet til teaterstykket, selv om Shakespeare og Thomas Morley boede tæt på hinanden i London på det tidspunkt. Letheden i melodien illustrerer alt det, vi forbinder med forår. Den er livlig og sprudlende, og så er den let sangbar. Ikke mindst omkvæd og tekst passer så godt sammen, at sangen både egner sig til fællessang og til opførelse, hvad enten det er af en solist eller arrangeret for kor. For et moderne øre kan tonen b i tredje takt være overraskende. Den viser, at sangen ikke er skrevet i dur, men i kirketonearten mixolydisk (svarende til at spille på de hvide tangenter fra g til g).