Jeronimus' sang

Baggrund Aften

Denne unikke fællessang er oprindeligt en arie fra Carl Nielsens opera Maskarade fra 1905. Teksten formidler kritik af tidens unge generation, og dennes opgør med de traditionelle former. På trods af oprindelsen arter musikken sig godt til fællessang - også med den storslåede finale hvor man nærmest løftes op på højdetonen af melodien.

Sangen er en arie fra Carl Nielsens opera Maskarade

Carl Nielsens opera Maskarade fra 1905 er bygget over Ludvig Holbergs komedie Mascarade fra 1724, som blev opført på det gamle teater i Grønnegade. Den handler om den evige generationskonflikt, hvor ungdommen vil more sig, og den ældre generation efterlyser alvor og respekt. Indholdet er tilsyneladende eviggyldigt generation efter generation. Sangen synges i operaen af den stokkonservative fader Jeronimus i fortvivlelse over sønnens – og senere hans egen kones – deltagelse i de letsindige maskerader (karnevaler). Desuden kritiserer han deres og hele tidens mangel på respekt for den ”sikre stige” og rangorden.

Vilhelm Andersens libretto følger Holbergs tid

Carl Nielsen valgte litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen til at skrive librettoen (teksten). Han havde tidligere skrevet om Holberg, men valget af ham skyldtes også, at Carl Nielsen havde set ham optræde meget morsomt som amatørskuespiller. Sproget i librettoen er bevidst holdt i en gammeldags form: ”fordum”, ”husbond”, ”madmor”, som samtidig får et modspil af mere moderne udtryk.

Carl Nielsen

Maskaraden

Holbergs komedie har som slutning på 1. akt et ”Intermedium”, en scene som der ikke er skrevet replikker til, men som viser en maskerade på scenen. Komponisten ændrede handlingsgangen, så de afgørende begivenheder og afslutningen på komedien foregår ved selve maskeraden. Det giver rige muligheder for musik, dans og ballet (bl.a. den berømte ”Hanedans”).

Pressen brød sig ikke om teksten, men roste musikken for dens originalitet

Efter premieren på det kongelige Teater var pressen stort set enige om at kritisere teksten. Ikke overraskende syntes de fleste kritikere, at Holbergs originale tekst var bedre. Men de var også enig om, at musikken var original, og at komponisten uden at forfalde til at efterligne rokokotiden havde ramt en personlig stil, der på én og samme tid var moderne og i slægt med Holbergs tørre humor.

Danmarks nationalopera som fællessang

Denne sang er noget så usædvanligt som en operaarie, der er blevet til en folkelig fællessang. I dag viger man ikke tilbage for at kalde Maskarade for Danmarks nationalopera, og den har da også en folkelig forankring i tekst såvel som i musik. Det er Jeronimus’ sang et ganske fint vidnesbyrd på: Den rammer - serveret med befriende humor og ironi - ned midt i de danske dyder.

Ordforklaringer:

1.1 fordum: tidligere
1.7 sukkerlade: Denne omskrivning af chokolade anvender Holberg selv

Operaarie som folkelig fællessang

Melodien har et folkelige islæt i sig, så enhver kan synge med på den, og med klaverakkompagnement egner den sig fint til fællessang. Samtidig gør den fyldest på operascenen med en storsyngende bassolist med fuldt orkesterakkompagnement.

Harmonien baner vej for melodiens storslåede finale

Det, der løfter den fra den folkelige fællessang, er nemlig ikke melodien, men harmonierne. Næsten umærkeligt bevæger Nielsen sig fra C-dur til Es-dur for derefter i takt 10-12 at bevæge sig over i c-mol, hvor melodien ender i en halvslutning. Og dermed er den harmoniske vej banet for en storslået apoteose i udgangstonearten C-dur bygget op til højdetonen E på ordet ”maskarade” – en tone, de færreste menige sangere bryder sig om at synge, men som man nærmest ”løftes” op på af den nielsenske melodiopbygning. Efter dette magtfulde udbrud falder sangen roligt til hvile igen på den dybe grundtone.