Jylland mellem tvende have

Baggrund Danmark

H.C. Andersen skrev sangen på en tre måneder lang rejse rundt i Jylland. I digtet sammenfatter han de mange indtryk fra rejsen; lige fra oldtidens kæmpegrave til fremskridtets indtog med jernbanen og hedens forvandling. Melodien, der er komponeret af Peter Heise, blev offentliggjort sammen med teksten i 1860. Sangen betragtes af mange som Jyllands nationalsang.

Sangen blev skrevet på en rundrejse i Jylland

I sommeren 1859 rejste H.C. Andersen på en tre måneders tur rundt i Jylland. Han besøgte mange egne: kom til Skagen og Vesterhavet foruden til en række byer og herregårde.

28. august kørte han ”i lukket vogn” over heden fra Randers til Viborg: ”Egnen er meget smuk … kørte nu ned af vilde, smukke Hedebanker…”, skrev han i dagbogen. På denne tur digtede han Jylland. Dagen efter læste han det op i Hjermind præstegård og renskrev det. Digtet blev trykt i Illustreret Tidende 1860 og senere optaget i utallige sangbøger.

H.C. Andersen beskriver sine indtryk fra rejsen

I digtet sammenfatter H.C. Andersen sine indtryk fra den store Jyllandsrejse. I andet vers fører han os fra Midtjyllands skove først til Vestkysten og til sidst til Skagen. Han ser bagud i historien til oldtidens kæmpegrave, ligesom han beskriver Jylland som en runesten, der kløver vandet omkring Jylland i Skagerrak og Kattegat. Og han ser fremad til jernbanen og hedens forvandling.

Heden mellem fortid og fremtid

Netop heden symboliserer for H.C. Andersen både historien og fremskridtet. Den har fortsat sine luftspejlinger, hvor de gamle nordiske guder endnu trives, og hvor man forestillede sig, at Loke drev sine hjorde, og samtidig er heden i færd med at blive opdyrket og plantet til med skov. Naturen forandres for øjnene af ham.

H.C. Andersen var begejstret for fremskridtet

H.C. Andersen var begejstret for fremskridtene. I sin dagbog fra 1840 skrev han om sin første rejse med jernbanen fra Magdeburg til Leipzig:

”Nu har jeg en forestilling om at Jorden drejer sig… jeg syntes jeg var en magiker, der havde spændt en drage for min vogn.”

Sammenligningen af damplokomotivet med en drage har H.C. Andersen således udformet allerede små 20 år før digtet om Jylland.

H.C. Andersen ønskede heden opdyrket

Det var karakteristisk for H.C. Andersens fremtidsdrømme, at han – i modsætning til Jeppe Aakjær et halvt århundrede senere – ønskede heden opdyrket. Arbejdet var flere steder allerede i gang, bl.a. med ”kartoffel- tyskerne”, der i 1759 bosatte sig mellem Skive og Karup. Efter nederlaget i 1864 blev hedens opdyrkning sat endeligt i system af Enrico Dalgas med Hedeselskabet.

Jylland mellem tvende have

1. Jylland mellem tvende have
som en runestav er lagt,
runerne er kæmpegrave
inde midt i skovens pragt
og på heden alvorsstor,
her, hvor ørknens luftsyn bor.

2. Jylland, du er hovedlandet,
højland med skov-ensomhed!
Vildt i vest med klittag sandet
løfter sig i bjerges sted.
Østersø og Nordhavs vand
favnes over Skagens sand.

3. Heden, ja, man tror det næppe,
men kom selv, besé den lidt:
lyngen er et pragtfuldt tæppe,
blomster myldre milevidt.
Skynd dig, kom! om føje år
heden som en kornmark står.

4. Mellem rige bøndergårde
snart dampdragen flyve vil;
hvor nu Loke sin hjorde
driver, skove vokse til.
Briten flyver over hav,
gæster her prins Hamlets grav.

5. Jylland mellem tvende have
som en runesten er lagt,
fortid mæle dine grave,
fremtid folder ud din magt;
havet af sit fulde bryst
synger højt om Jyllands kyst.

Ordforklaringer

1.6 ørknens luftsyn: fata morgana, luftspejling, som man kender det fra ørkenområder

2.5 Nordhavs vand: Vesterhavet

4.6 prins Hamlets grav: denne grav – som englænderne pga. Shakespeares skuespil nok kunne tænkes at ville besøge – findes ikke, men flere steder i landet finder man stednavne, der henviser dertil

5.3 mæle dine grave: fortæller gravene om

Peter Heises melodi blev offentliggjort med teksten

Melodien, der er komponeret af Peter Heise, blev offentliggjort sammen med teksten i 1860. Med sin pompøse, fremadskridende karakter – med plads til gentagelse af fire stavelser i sidste linje – og med versenes afslutning på sangens udholdte toptone fremhæver den de højtidelige sider af teksten.