Benny Andersen slog bro mellem generationerne Siden 1968 havde Danmark været anderledes; ungdomsoprøret flyttede så mange grænser. Det gjaldt også inden for sang og musik, for det var ikke længere Aksel Schiøtz’s og Gustav Winklers klare stemmer, der lød fra højttalerne. Hæse stemmer og larmende musik fik den lidt ældre generation til at sukke.
Men i 1972 blev der pludselig noget at lytte til, som slog bro mellem generationerne. Stemmen var godt nok hæs og vrængende, men ordene og tonerne lød alligevel så velkendte og danske. Det var Svantes Viser Povl Dissing sang Benny Andersens ord og melodier.
Den tragikomiske fortælling om Svante Svantes Viser er en lille poetisk tragikomisk fortælling om dansk-svenskeren Svante. Lidt fordrukken, fuld af komplekser og smerteligt forelsket i Nina. Det er ikke let at blive klog på, om kærligheden er gengældt.
På en måde har Svante det bedst, når han er ulykkelig. Så bliver der en særlig nerve i hans neddæmpede selvironiske lovprisninger af den elskede. Vi oplever det i denne Lille sang til Nina . Hun er dejlig og smuk, han er fed og dum. Kan de virkelig danne par?
Benny Andersen
Ordene får ny betydning Benny Andersen spiller på ordene fra gammel elskovspoesi og Svantes realistiske halvfordrukne situation. Han bruger nogle umage ord, der får ny og morsom betydning, når de bliver stillet sammen.
Svante glemmer sin ulykke, når Nina er nær
Først synger Svante lidenskabeligt om, hvor lidt hans liv er værd, hvor kort og ulykkeligt det er. Den ulykkelige, tørstige elskers lidenskab krydres med ordene ”flaske” og ”pant”. Men når Nina er nær, glemmer han sin ulykke. Hun kaldes en ”paradis-gesandt”, – så saligt og så pudsigt oplever han hendes kærlighed.
Sproget gør lovprisningen troværdig
I andet vers omtaler han sit navlesul og sin fede vom. Men så følges det op af de gamle ord: ”bedyrer” (det betyder forsikrer) og ”evig kær”. Da han i næste vers skal drikke hendes skål, er det sjælen i hendes krop, han drikker, og det gør han af ”bredfuld hofteskål”. Lovprisningen bliver med disse krydsende ord ægte og troværdig.
Svante kan ikke begribe sin lykke Sangen slutter med ord fra folkeviserne: ”hjertenskær” og ”gangerpilt”. Han kan ikke leve uden hende, men gangerpilten er bøvet. Selvom Svante lige nu er salig af ubegribelig lykke, kan han ikke tro på den. Han må bilde sig selv ind, at hun elsker en anden. Sangen munder ud i den ældgamle pointe for ulykkelige elskere: ”Men du har lært mig kærlighed, du er mig evig nær”.