Ordforklaringer
1.3 blackbird: solsort
2.3 dewfall: dugfald
2.7 completeness: fuldkommenhed
3.5 elation: glæde, opstemthed
3.7 recreation: genskabelse
En fanfare sætter melodien i gang
Melodien understreger tekstens lovprisning og starter næsten som en fanfare med den brudte treklang i C-dur. Den fortsætter i et udpræget lyst tonesprog, og den får et mere eftertænksomt præg i passagerne med parallelakkorder i mol og de udsmykkede toneranker.
I Højskolesangbogen er melodien noteret i Bb-dur. På originalindspilningen skiftes der flere gange mellem C- og D-dur. Transponeringerne er et godt virkemiddel for en popsang, der udelukkende består af versdele.
Klaverarrangementet på Cat Stevens udgave
Det kendte klaverarrangement på Stevens’ optagelse blev komponeret og udført af Rick Wakeman, en klassisk uddannet rytmisk pianist. Disse klaverpassager var nødvendige for at få en popsang til at vare de obligatoriske tre til tre et halvt minut. Stevens hørte Wakeman spille en klaverpassage og fik ham til at tilpasse den, så stykket kunne bruges til Morning Has Broken. Siden udtalte Wakeman, at han følte, Stevens’ version var et meget smukt stykke musik, der havde bragt folk tættere på en religiøs sandhed.