1. Når egene knoppes,
og granerne duppes,
og skræpperne kante den støvede vej;
når frøen fortæller,
mens guldregnen hælder
sig over syrenen i hviskende leg,
//: da dages, da kommer
den danske skærsommer,
farvel og på gensyn, du liflige maj! ://
2. Når rugen alt bølger,
og kornblomsten dølger
sin blå lille kyse bag gitter af strå;
når føllene tumle,
mens køerne gumle,
og viben sig soler med ungerne små,
//: da dages, da kommer
den danske skærsommer,
og derom alt fløjter den nattergal grå. ://
3. Når skoven har skygge,
og bien gør lykke,
og bøgen har mørknet sit lyseste blad;
når roser udspringe
blandt torne, som stinge,
lig luende elskov af truende had,
//: da dages, da kommer
den danske skærsommer,
den er der, og gør selv den tungeste glad. ://
4. O, fly ej for snarlig,
men bring os lidt varlig
fra nætterne lyse til tusmørkets stund!
Vi vented så længe
på blommede enge,
på duften fra rosernes svulmende mund, -
//: men bedst som du kommer,
du fagre skærsommer,
så hastigt du flyr som et drømmerigt blund! ://