Halfdan Rasmussens politiske digtning
I 1940’erne skrev Halfdan Rasmussen , der var aktiv i modstandskampen mod nazismen, en række digtsamlinger, der forholdt sig moralsk til tidens politiske problemer. Debutsamlingen 1941 havde symptomatisk titlen Soldat eller Menneske . Under besættelsen tryktes mange af hans digte anonymt, blandt andet i antologien Der brænder en Ild , 1944.
Efterkrigsårene bød på en ny tone i digtningen
I efterkrigsårene blandede en anden tone sig i Halfdan Rasmussens digte – humor og leg med sprogets udtryksmuligheder prægede hans vers for børn og voksne. Denne tekst Noget om helte blev trykt i 5. samling af de Tosserier , han udgav i 1950’erne.
Halfdan Rasmussen præciserer, hvorfor jorden er dejlig
De første linjer i digtet kan ses som en skjult reference til B.S. Ingemanns Dejlig er jorden , en reference der dukker op igen til sidst (9, 1-2). I den ramme kan man læse Halfdan Rasmussens tekst som en præcisering af, hvorfor jorden er dejlig, og hvad man kan gøre for at bevare den.
Livet handler om at få det bedste ud af det, der er her og nu
En anden skjult reference er oplysningsforfatteren Francois Voltaire , der i den satiriske roman Candide (1759) lader sin godtroende helt, der er opdraget til at tro, at han lever i den bedste af alle verdener, erkende, at det, som det drejer sig om som menneske, er at dyrke sin have. At få det bedste ud af det, som er omkring en her og nu.
Halfdan Rasmussen
Teksten er skrevet som en bekendelse til pacifismen
Teksten vidner om, at den lette, humoristiske tone ikke har fået Halfdan Rasmussens politisk-moralske engagement til at fordufte. Noget om helte er midt i den kolde krig og truslerne om klodens ødelæggelse skrevet som en bekendelse til pacifismen. En ideologisk holdning der prioriterer det daglige liv blandt rodfrugter og andre grønsager og at trække sig tilbage fra verden - bogstaveligt læst som et argument for eskapisme.
Jeg'et overdriver tilbagetrækningen
Tekstens jeg overdriver tilbagetrækningen: »Jeg vil enes med hinanden / og mig selv og ha det godt«. Teksten hylder det pjokkede: »Jeg får nerver og migræne, / blot jeg skær mig på en dolk« (7, 5-6). Om det er tilsigtet eller ej, kan digtet i den konkrete storpolitiske situation læses som en argumentation for ikke at blande sig, for at vælge selv at trække sig tilbage til køkkenhaven, og at lade andre løse problemerne.
Ordforklaringer
6.1 Samson : ifølge Det gamle Testamente (Dom 13-16) kæmpede Samson mod filistrene, et hedensk folk der satte sig op imod Gud.
6.2 Peter Freuchen (1886-1957), dansk polarforsker og international mediestjerne, hvis ene ben måtte sættes af pga. forfrysninger.