Rosendal og Ugilt har skrevet sange om Vadehavet
Nu drejer vort land sig mod solen er en morgensang fra samlingen Vadehavssange, som er en samling af sange, Jens Rosendal har lavet sammen med komponisten Ole Ugilt Jensen.
En morgensang, der får dig til at tage stilling
I morgensangen vækker Jens Rosendal menneskebarnet op til dagen. Ifølge Jens Rosendal selv er sangen enkel i sin form og beskriver det, der sker hver eneste dag, når solen står op. I fjerde vers siger Jens Rosendal det, der har været et essentielt budskab i mange af hans sange: ”Og dagen blir din mens det sker”. Han opfordrer her den enkelte til at tage stilling og skabe handling. Naturens kræfter gør, hvad de gør hver dag – hvad gør du?
Marsken og vadehavet inspirerer Rosendals digtning
Digteren selv er bosat ved vandet i Vesterende Ballum med udsigt til Rømø og har haft sit bondehus i marsken i over 50 år. ”Marskens digter” bliver Jens Rosendal også kaldt – netop fordi naturen ved Vadehavet er så stærk en inspirationskilde for mange af hans sange. Han opholder sig i naturen hver eneste dag og mange sange, heriblandt denne, er blevet til på en af hans utal af gåture rundt i marsken. Han har i mange situationer stået i marsken som en lille mand i den store verden midt i naturens kræfter, som man ikke kan gå imod, men kan vælge at gå med. Vadehavets naturkræfter kommer af nogle organismer, der trækker i en retning – hvad trækker i dig som menneske, og valget er dit: Hvad vil du bruge din dag på? Sangen rummer en positiv tilgang til livet, og at du som individ ofte selv har stor indflydelse på de valg, du skal tage i livet.