Sangen er fra Rugens sange
Jeppe Aakjær udsendte sin første samling af Rugens sange i 1906. Han tilføjede nye digte, hver gang der kom en ny udgave.
Rugens sange er lykkens sange. Poeten lægger sig ”i læet her ved storrugens rod” og fortæller rugens saga fra efteråret, hvor den lægges i jorden, til den glade høsttid. Og ind imellem kan Anders og Anna kysses ”ved Rugskellet” mens rugen ringler.
Piger på Engen kalder Jeppe Aakjær sangen. Den blev trykt i Jydsk Månedsskrift 1911 og indlagt i 4. akt af skuespillet Når bønder elsker.
Jeppe Aakjær viser sig som naturelsker
Jeppe Aakjær viser sig her som naturelsker, der ved meget om dyr og blomster. Af dyr nævnes kun viben og bekkasinen, men af blomster en hel række: kabbeleje, dueurt, forglemmigej og til sidste en krusemynte.
Omkvædene i Jeppe Aakjærs sange
Jeppe Aakjær benytter tit omkvæd i sine viser og sange. Her ”Plukke, plukke dugget strå/plukke, plukke siv ved å/plukke, plukke blomster.” Ikke mindre end seks gange gentages ordet plukke i slutningen af hvert vers.
Omkvædene giver sangen et kendt og fortroligt præg
Omkvæd kender vi ellers mest fra folkeviserne. De kunne hurtigt læres af menigmand før sangbøgernes tid. Hos Aakjær har omkvædet ikke samme funktion, men er med til at give sangen et kendt og fortroligt præg.