Om alle mine lemmer

Baggrund Tro

I denne salme beskriver Petter Dass sit eget liv - fra tabet af sin far til studier i København og til sidst drømmejobbet som præst nord for polarcirklen i Norge. Salmen er et uddrag af det oprindelige digt, der indfanger Dass' taknemlighed over for Gud. Salmen synges på en gammel tysk folkevise, der med sit enkle tonesprog giver teksten jordforbindelse.

Petter Dass arbejdede som præst nord for polarcirklen

Den norske præst Petter Dass havde embede i Helgeland nord for polarcirklen, et vidtstrakt kald der krævede lange rejser, hvor han måtte trodse storm og sø (se yderligere i artiklen om Herre Gud! Dit dyre navn og ære). Han blev prototypen på den djærve lutherske prædikant, som ”kunne mere end sit fadervor”. I folkefantasien levede han videre som præsten, der kunne velsigne, mane (besværge) og med sit humør narre fanden selv.

Salmen er et uddrag af en selvbiografisk afskedssang

Om alle mine lemmer er et uddrag af en selvbiografisk vise, en afskedssang, som Petter Dass skrev til sin menighed, sandsynligvis i 1704, da hans søn blev ordineret som kapellan hos ham.

Dass fortæller om vejen til at nå sit livs mål

I 36 vers fortæller Petter Dass om hele sit levnedsløb, fra han som seksårig mistede sin far og blev anbragt hos fremmede. Efter skolegang i Bergen og trange år som stud.theol. i København kom han tilbage til sin fødebygd, først som huslærer, senere som kapellan, og endelig i 1689 nåede han sit livs ønskemål og blev sognepræst i Alstahaug, det største kald i det nordlige Norge.

Petter Dass

Et udvalg af vers har siden 1874 været med i danske sangbøger

Visen cirkulerede i adskillige afskrifter, og der findes et tryk af den fra 1726. Versene 10, 11, 5, 28, 29 og 30 i nævnte rækkefølge blev optaget i Morten Eskesens sangbog 1874 som Om alle mine lemmer og har siden haft plads i danske sang- og salmebøger.

Dass udtrykker sin taknemlighed over Guds forsyn

Selv om Petter Dass i de udeladte vers ikke lægger skjul på, at livet har været hårdt, er han opfyldt af taknemlighed over Guds forsyn.

Mandeltræets symbolik kan være tvetydig

Mandeltræet, der nu tager til at knoppes (3.5-6), er ikke et efterårstegn, som hævdet i noten i salmebogen. Pointen er snarere, at Petter Dass ser døden som det forår, han glæder sig til (4. vers). Men der er ikke tale om en pietistisk himmellængsel som fx hos Brorson (jf. Her vil ties, her vil bies). Snarere om en mand der kan dø mæt af dage med velsignelse over dem, der skal leve videre (vers seks, linje 3-4).

Om alle mine lemmer

1. Om alle mine lemmer
var fuld af idel sang,
om de så højt istemmer,
at det i skyen klang,
og sang jeg dag og nat,
jeg kunne ej gengælde
med tak Guds rige skat.

2. Se, skal jeg alt fortælle
fra mine ungdomsår,
hvad skæbne og tilfælde
mig da for hånden var,
jeg kan dog andet ej
end i forundring falde
ved Guds husholdnings vej.

3. Jeg ved vel, at den sommer
ej vare kan altid,
en vinter efter kommer,
som mig vil farve hvid,
jeg ser, mit mandeltræ
alt tager til at knoppes,
min styrke går i knæ.

4. Herfra med mine fædre
engang jeg vandre bør,
det kald er mig langt bedre
end det, jeg havde før.
Er end jeg fro som gæst,
er ude længe fristet,
dog bliver hjemmet bedst.

5. O Gud, som har din kirke
grundfæst på dette sted,
du selv alt godt udvirke
her i din menighed!
Lad her os i dit hus
i troskab mod dig vandre
og følge ordets lys!

6. Lad livets kilde flyde,
at ingen stopper den!
Lad folkene sig fryde,
mens tider farer hen!
Lad lykkes Jesu navn,
at Sulamit må tage
sin Salomon i favn!

Ordforklaringer

1.2 idel: lutter
2.3   tilfælde: hændelser
2.7   Guds husholdningsvej: den måde Gud styrer menneskets liv
3.5-6 mit mandeltræ … knoppes: jf. Præd 12,5 ”Da mandeltræet blomstrer … da mennesket går til sin evige bolig”
4.6   Er ude længe fristet: har opholdt sig længe ude. Ude (på jorden) er godt, men hjemmet (i himlen) er bedst
6.6-7 Sulamit og Salomon: brud og brudgom i Højsangen, her om menigheden og Kristus

Melodien er ældre end teksten

Melodien er noget ældre end teksten, idet der herhjemme er tradition for at synge den på en tysk folkevise, Mein Freud möcht sich wohl mehren, første gang kendt fra samlingen Lochheimer Liederbuch 1439 og bearbejdet af Johann Walter, der genudgav den i 1524 med titlen Herr Christ der einig Gottes Sohn. Til Danmark kom den med Thomissøns salmebog i 1569 med titlen Herre Christ Gud Faders enborne Søn.

Visemelodien giver salmen jordforbindelse

Ofte oplever man denne kombination af salme og visemelodi, og det klæder faktisk en del salmer at få denne jordforbindelse. Her møder vi en melodi, som netop i al sin enfoldige enkelhed bærer budskabet frem. Dels er omfanget beskedent (mindre end en oktav), dels er den motiviske opfindsomhed lige så beskeden. Den overordnede form (som man støder på gang på gang uafhængigt af tid og sted) hedder A – A – B. Ud af B-delens syv takter er de sidste fire et genbrug af A-delen. Enklere kan det næsten ikke være.