Petter Dass arbejdede som præst nord for polarcirklen
Den norske præst Petter Dass havde embede i Helgeland nord for polarcirklen, et vidtstrakt kald der krævede lange rejser, hvor han måtte trodse storm og sø (se yderligere i artiklen om Herre Gud! Dit dyre navn og ære ). Han blev prototypen på den djærve lutherske prædikant, som ”kunne mere end sit fadervor”. I folkefantasien levede han videre som præsten, der kunne velsigne, mane (besværge) og med sit humør narre fanden selv.
Salmen er et uddrag af en selvbiografisk afskedssang
Om alle mine lemmer er et uddrag af en selvbiografisk vise, en afskedssang, som Petter Dass skrev til sin menighed, sandsynligvis i 1704, da hans søn blev ordineret som kapellan hos ham.
Dass fortæller om vejen til at nå sit livs mål
I 36 vers fortæller Petter Dass om hele sit levnedsløb, fra han som seksårig mistede sin far og blev anbragt hos fremmede. Efter skolegang i Bergen og trange år som stud.theol. i København kom han tilbage til sin fødebygd, først som huslærer, senere som kapellan, og endelig i 1689 nåede han sit livs ønskemål og blev sognepræst i Alstahaug, det største kald i det nordlige Norge.
Petter Dass
Et udvalg af vers har siden 1874 været med i danske sangbøger
Visen cirkulerede i adskillige afskrifter, og der findes et tryk af den fra 1726. Versene 10, 11, 5, 28, 29 og 30 i nævnte rækkefølge blev optaget i Morten Eskesens sangbog 1874 som Om alle mine lemmer og har siden haft plads i danske sang- og salmebøger.
Dass udtrykker sin taknemlighed over Guds forsyn
Selv om Petter Dass i de udeladte vers ikke lægger skjul på, at livet har været hårdt, er han opfyldt af taknemlighed over Guds forsyn.
Mandeltræets symbolik kan være tvetydig
Mandeltræet, der nu tager til at knoppes (3.5-6), er ikke et efterårstegn, som hævdet i noten i salmebogen. Pointen er snarere, at Petter Dass ser døden som det forår, han glæder sig til (4. vers). Men der er ikke tale om en pietistisk himmellængsel som fx hos Brorson (jf. Her vil ties, her vil bies ). Snarere om en mand der kan dø mæt af dage med velsignelse over dem, der skal leve videre (vers seks, linje 3-4).