Så dyrker de korn på et alter i Chile

Baggrund Frihed og fællesskab

Digtet stammer fra Inger Christensens digtsamling Det, der er systematisk bygget op som en dramaturgisk skabelsesberetning. Digtet er en revolutionær fremtidsvivion, en drøm om frigørelse og nyt liv på hele jorden fra Chile til Sofia. Pia Raugs melodi er en slags medrivende evighedsmelodi, der kan fortsætte i det uendelige.

Inger Christensen i Højskolesangbogen

Ud over denne sang rummer Højskolesangbogen to andre af Inger Christensens digte fra samlingen Det. Nemlig Et samfund kan være så stenet og Jeg ser de lette skyer.

Digtsamlingen er en skabelsesberetning

Inger Christensens store værk Det fra 1969 er systematisk bygget op som en dramaturgisk skabelsesberetning fra urtidens tilfældigheder til nutidens magtsamfund. Der er tre hoveddele: Prologos – Logos – Epilogos, hvor midterdelen Logos igen er struktureret i tre store kapitler: Scenen – Handlingen – Teksten. Hvert kapitel består af otte afsnit, som hver indeholder otte digte. Alle digtene hænger sammen i et sindrigt system på tværs af både afsnit og kapitler. Se også artiklen om Et samfund kan være så stenet.

Protester mod magt og undertrykkelse

Så dyrker de korn på et alter i Chile står i Handlingen som digt nr. seks i afsnittet Transitiviteter (hvilket betyder: Det, der rækker fremad, ud over sig selv).

Alle otte digte i dette afsnit beskriver og protesterer mod alle former for magt og undertrykkelse: militært, politisk, bureaukratisk, religiøst, seksuelt, intellektuelt …

Digtet er en revolutionær fremtidsvision om frigørelse

Digt nr. seks er en revolutionær fremtidsvision, en utopisk drøm om frigørelse og et nyt liv på hele jorden fra Chile til Sofia på ruinerne af magtens symboler: våben, politikere, religioner, penge. Alle autoriteter nedbrydes i et stort (lykkeligt?) kaos. Det lyder jublende, men der anes en distance.

Fortsættelsen i digt nr. syv antyder et håb, og nr. otte består af en eneste linje: ”Livet er helligt” – oprigtigt ment eller ironi?

Pia Raugs melodi inviterer til gentagelse

Pia Raugs melodi fra 1980 samler raffineret digtets fire vers til to i en slags evighedsmelodi, som kan fortsætte i det uendelige, fordi den ender på en halvslutning og derved inviterer til, at sangen gentages – og det bliver den ofte.

Intensiteten stiger i takt med tekstes beskrivelse af frigørelsens kaos

Melodien er opbygget af sekvenser: De fire i første vers er næsten ens, men så stiger intensiteten i andet vers i takt med tekstens beskrivelse af frigørelsens kaos, nok især inspireret af sidste vers' jubel. Til sidst bremses den af halvslutningen som et spørgsmål: Kan alt dette virkelig lade sig gøre, er vi mon ikke nødt til at begynde forfra?

Den medrivende melodi spænder over en oktav + en sekst, og den går højt op, men det har ikke forhindret dens popularitet.