Skovens velkendte tegn på efterårets komme
I Sensommervise beskrives stemningsfuldt og farverigt et menneskes vandring i skoven med de velkendte tegn på, at sommeren går på hæld: Modne røde æbler, gyldne farver, det ændrede lys som gør søen sort, stærene der gør klar til træk, planter hvis blade begynder at visne og blåsorte bær. Sangens ophavsmænd har hentet inspiration i de midtsjællandske skove ved Borup, hvor parret var bosat.
Både dagen og sommeren rinder ud
Stemningen af vemod, over at den lyse og varme årstid nærmer sig sin afslutning, forstærkes af, at aftenen nærmer sig, og jeg’et er på vej hjem. Således rinder både dagen og sommeren ud.
Det moderne menneskes samhørighed med naturen
Samtidig udtrykkes den stille glæde, det moderne menneske kan finde i samhørighed med naturen, mens vi i omkvædets sidste linje mindes om kontrasten mellem oplevelsen af skovens naturlige ro og byens menneskeskabte larm.
Konkrete sansninger bliver poetisk bearbejdet
Teksten gør flittigt brug af bogstavrim, og navnlig i tredje vers skaber det en rytmisk effekt. Stilistisk er der noget interessant over brugen af korte linjer (2. og 4.) i versene, som giver disse en nøgtern og konkret sansende karakter. Ligeledes bemærkes kontrasten mellem versets konkrete sansninger og omkvædets mere poetiske omsætning af indtrykkene.