Solhvervssang

Baggrund Året

Johannes V. Jensen udgav samlingen Aarets højtider, hvori denne Solhvervssang indgår. Han ønskede, at man i højere grad skulle fejre borgerlige højtider, der relaterede sig til årets gang i den danske natur, fremfor de kirkelige højtider. Sangen beskriver årets cykliske gentagelser - fra den dunkle vinter til solhvervet og endelig til vår og sommer. Melodien, der er skrevet af Johannes Andersen, understøtter dette billede med sine trinvise små cirkler, der går op og ned.

Sangen bærer titlen Solhvervssang

Denne sang havde titlen Julesalme og Solhvervssang da den blev trykt i dagbladet Politiken 2. december 1917; da digtet kom i bogform i 1921, havde det titlen Solhvervssang.

Jensen ønskede sig borgerlige højtider istedet for de kristne

I Aarets Højtider (1925) står en artikel og et digt til hver højtid – nytår, fastelavn, påske, pinse, midsommer (med Højskolesangbogens Hvor smiler fagert den danske kyst som digt), frugttid, solhverv (med dette digt) og endelig begravelse. Johannes V. Jensens ærinde med denne bog var at argumentere for borgerlige højtider, der kunne erstatte de kirkelige højtider, som er uden indholdsmæssig relation til årets gang i den danske natur.

Johannes V Jensen Johannes V. Jensen

Johannes V. Jensen kalder sangen sin første verdslige salme

Johannes V. Jensen omtalte denne Solhvervssang som "den første verdslige Salme jeg skrev”. Det er i oplevelsen af årstidernes cyklus, at den religiøse følelse træder frem i danskernes sind, hvis ”dybeste Tilbøjelighed, en Hjemvé efter Fortiden” – altså højtidernes hedenske, naturlige følelse – bunder i, hvad han kalder en ”Skovlængsel”.

Motivet for højtiderne skal søges i naturens gang og gentagelser

Mens han finder, at det kristelige budskab ingen rod har i danskernes naturoplevelse, symboliserer juletræet og julelyset solhvervet, ”det gamle centrale og sande Motiv, der ligger til Grund for Julehøjtiden”. Og, mener Johannes V. Jensen:

i en Hengivelse til Naturens store Gang, dens Gentagelser, dens stumme Umaadelighed, skulde Motivet til enhver Højtidsstemning søges.

Således er sangen til solhverv og jul i sin grund en hymne til ”Danmarks fagre sommer” (3.8).

Solhvervssang

1. Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold
og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt
og håbet tændt -
ja, håbet tændt,
for nu er solen vendt,
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.

2. Det grønne, skønne træ
forjætter sommerlæ
og søde skove.
I julelysets skær
som stjerners hær,
ja, stjerners hær,
er solens under nær
og alle gule blomstersole små, som sove.

3. I granens brændte duft
får svundne somre luft
og de, der kommer.
Det danske, svale år
i ringgang går,
ja, ringgang går,
omkring en evig vår.
Syng alle sjæle med om Danmarks fagre sommer.

Solhvervssangen har været motiv på et julemærke

I 1998 havde det årlige julemærke denne Solhvervssang som motiv: Grafikerne Dea Trier Mørch og Snugge Trier-Mørch håndskrev digtets de 50 stavelser i digtets første vers med tilsvarende noder til et julemærkeark, én stavelse og én node pr. mærke.

Ordforklaringer

2.2 forjætter: lover

3.4 svale: kølige

Johannes Andersens melodi bevæger sig i cirkler ligesom året

Johannes Andersen satte musik til mange af Johannes V. Jensens digte, mens de var nye – bl.a. også En sømand har sin enegang, Den grønne søde vår og Hvor smiler fager den danske kyst. Men denne sang er den eneste, som Højskolesangbogen vælger at trykke hans melodi til. Melodien bevæger sig stort set trinvis i små cirkler op og ned og understreger dermed tekstens udsagn om årets ”ringgang”, ligesom den med toptonen først i sidste linje understreger den store vending, solhvervet.