Digtet er skrevet til et møde i Historisk Samfund Aakjær skrev digtet med titlen Historiens sang til et møde i Historisk Samfund i Skive, grundlovsdag 1917.
Jeppe Aarkjær tilhørte den store generation af bondeforfattere Jeppe Aakjær tilhører den såkaldt ”store generation” af danske bondeforfattere med bl.a. Johannes V. Jensen , Thøger Larsen , Johan Skjoldborg og Aakjærs første hustru, Marie Bregendahl . De markerede en modstand imod industrialiseringens forkastelse af fortiden. Man skal vide, hvem man selv er, for at kunne leve med hinanden.
Digtet skildrer historiens væsentlighed I første vers forsøger Aakjær at begrunde, hvorfor det er vigtigt at forstå historien. Udtrykket om brønden er den alment kendte sandhed, at jo dybere en brønd er, des klarere er dens vand, og sådan er det også med vores forhold til historien. Vi kan ikke leve uden historie, fordi vi orienterer os gennem den.
Fortolkning af historien som menneskeligt vilkår I andet vers gælder det fortidsfortolkningen. Fortidsminderne vækker historiebevidsthed og bekræfter, at vi er historieskabte såvel som historieskabende. I tredje vers er nutiden fremstillet. Nutidsforståelsen er en del af historiebevidstheden. Til slut beskriver Aakjær sin forhåbning for fremtiden i lyset af den frie bonde.
Således knytter Aakjær fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning sammen som et menneskeligt vilkår, der er med til at bestemme tilværelsen. Historiebevidsthed, identitet og dannelse er kernen i digtet - begreber som begrunder historiens tilstedeværelse i et folk.
Historien bringer forståelse for det vi er i færd med Ebbe Kløvedal Reich skriver således i indledningen til Fæ og Frænde :
”Intet er så velkendt som glemsel: Man står med en dåseåbner i den ene hånd og et anbefalet brev i den anden midt på badeværelsesgulvet med et tomt udtryk uden på og inden i ansigtet… sommetider er man nødt til at gå tilbage til det sidste sted, man kan huske, man stod på, inden man begyndte at glemme.”
Ebbe Kløvedal Reich
Som individer og som slægt er vi nødt til at inddrage vores historie for at forstå det, vi er i færd med.
Digtet skildrer Aakjærs afsky for krig At Aakjær skrev digtet midt under 1. Verdenskrig, 1914-18, som Danmark havde haft held til helt at holde sig udenfor, ses i tredje vers: ”Du pusling-land, som hygger dig i smug,/ mens hele verden brænder om din vugge”. Disse linjer, som er udtryk for Aakjærs pacifisme og afsky for al militarisme, er siden blevet flittigt citeret fordi de blev opfattet som en – typisk dansk? – trang til at unddrage sig et medansvar.