Teksten blev bragt i tidsskriftet Kulturkampen Poul Henningsen s (PH’s) tekst stod for første gang at læse i tidsskriftet Kulturkampen i 1936. Tidsskriftet var et forsøg på at imødegå de autoritære kulturtendenser, som fulgte i kølvandet på nazismens fremvækst syd for grænsen. Allerede i 1933 var PH ude i samme ærinde med den polemiske pamflet Hvad med kulturen / Va mæ kulturen hvis politiske budskab var: Vi skal bare gøre det modsatte af Hitler.
PH havde særligt blik for sprogets betydning i kulturkampen Kulturkampen rettede sig mod alle former for undertrykkelse: den sorte skole, den victorianske seksualmoral og de borgerlige normers undertrykkelse af menneskets naturlige selvudfoldelse. I den sammenhæng spillede også sproget en afgørende rolle. Her rettede PH blikket mod det nye massemedie radioen. Hans mange radioanmeldelser hørte til de mest uforsonlige af slagsen. En af hans anmeldelser kunne f.eks. begynde på følgende måde: ”Hvor jeg dog inderligt fortryder alle de ukvemsord, jeg i tidens løb har udøst over Statsradiofoniens udsendelser. De burde alle være sparet til denne lejlighed.” Og så faldt hammeren.
Poul Henningsen
Statsradiofonien opfattede rigsdansk som idealet Statsradiofonien praktiserede en sprogpolitik, der havde rigsdansk som ideal. Som forudsætning for at medvirke i radioprogrammerne skulle man gennem en prøve i rigsdansk. Man skulle også føre en høvisk sprogtone, fx ikke bruge gadesprog eller under nogen omstændigheder bande. Dialekter skulle undgås. Statsradiofonien var altså blevet folkets sprogrøgter og smagsdommer. Dette akademiske sprogideal opponerede PH imod. Først og fremmest vendte han sig mod den pedantiske overkorrekthed i udtalen, som mange forbinder med en særlig dannethed:
”Det oprindelige menneske i os må ikke gå tabt i afsleben smag og falmet konvention.”
PH
Hans korteste radioanmeldelse har titlen Radioen som kulturnedbryder og lyder sådan: ”De siger stadig køb mand i radioen. P.H.”
Sproget udvikler sig kun gennem det forkerte PH var modstander af enhver form for sprogkonservatisme – en modstand, der fik sit praktiske udslag i hans egensindige omgang med retskrivningen: Han lod skriftsproget underordne sig talesproget, f.eks. ”Va mæ kulturen” eller fra den aktuelle sang ”Hør Køvnhavnerdrengens a / når han sir far.” (2.2-3)
I en kronik i Politiken fra 1933 uddybede han sit sprogsyn:
”Sproget er et af de områder, hvor det er så mærkeligt indrettet, at det forkerte er den eneste mulighed for fremskridt. Hvis ikke der havde eksisteret simple mennesker, som det var umuligt at få lært op til at tale og skrive sproget rigtigt – så talte vi i dag som på Holbergs tid.”
PH selv var en sand sprogkunstner
Selv var PH en yderst original og ferm sprogkunstner. Det fremgår ikke mindst af hans mange revyviser, som med deres elegante ubesværethed og spidsfindige rim vidner om et sprogligt mesterskab.
PH’s sprogmanifest Sproget kan betragtes som PH’s sprogmanifest på vers. Sangen er en lovsang til det talte sprog med dets brogede mangfoldighed af geografiske og sociale dialekter. Budskabet er klart og fyndigt. Kun der, hvor sproget bruges, lever det.
Melodien er inspireret af jazz Bernhard Christensen må siges at være PH’s hofkomponist. Hans melodi fra samme år som teksten er påvirket af Carl Nielsens musikalske nyformulering af den folkelige sangtradition, men er også præget af mødet med det 20. århundredes nye musiksprog: jazzen.