Tit er jeg glad

Baggrund Liv

Sangen er et kærlighedsdigt skrevet af en 22-årig, forelsket B.S. Ingemann. Mange kan relatere til følelsen af at være glad og samtidig have lyst til at græde. Digtets dobbelte følelser afspejles i Carl Nielsens melodi og den omvendte brug af dur og mol.

Sangen er først kommet med i Højskolesangbogens 18. udgave

Tit er jeg glad har først stået i Højskolesangbogen fra og med 18. udgave. Når sangen først blev optaget så sent, må det hænge sammen med, at selv om en digter har været død i mere end 140 år, sker der løbende forandringer i den måde, nye generationer læser hans tekster på.

I Grundtvig og Ewalds spor

Tit er jeg glad er et kærlighedsdigt skrevet af et forelsket ungt menneske på 22 år. Ingemann havde i 1811 fået friplads for fem år på Valkendorfs Kollegium i København. Han flyttede ind på et værelse, hvor tidligere Grundtvig og endnu tidligere Johannes Ewald havde boet. Man kan sige, at Ingemann blev i sporet, for samme år debuterede han med et bind Digte, som kritikken tog fint imod.

Ingemann giftede sig med Lucie Mandix da han blev lærer ved Sore Akademi

På kollegiet blev Ingemann forelsket ved at kigge ud ad vinduet tværs over gaden. Derovre kunne han se etatsrådens datter Lucie Mandix. Det blev ikke et håbløst eller smertefuldt drømmeri i romantikkens stil, for hun fik også øje for ham. På trods af standsforskellene blev de forlovede i 1812, men der skulle gå ti år før Ingemann var i en sådan økonomisk situation, at de kunne gifte sig. Det skete, da han fik fast ansættelse som lærer ved Sorø Akademi.

BS Ingemann, Frederiksborgmuseet
B. S. Ingemann - af Eckersberg, ca 1816 (Frederiksborgmuseet)

En kærlighed med modsatrettede følelser

Tit er jeg glader en kærlighedserklæring fyldt med modsatrettede følelser og en længsel efter den helhed, Ingemann er sikker på, han først vil kunne opleve, når han og Lucie bliver gift og helt kan være sammen. Efter alt, hvad vi ved, blev han ikke skuffet. Ægteskabet blev både langt og harmonisk.

Sangens popularitet

Sangens fornyede popularitet skyldes sandsynligvis både, at digtet siger noget om moderne unges usikkerhed, og at melodien på subtil vis understreger teksten.

Tit er jeg glad

1. Tit er jeg glad og vil dog gerne græde,
thi intet hjerte deler helt min glæde.
Tit er jeg sorrigfuld og må dog le,
at ingen skal den bange tåre se.

2. Tit elsker jeg, og vil dog gerne sukke;
tit hjertet må sig tavst og strengt tillukke.
Tit harmes jeg, og dog jeg smile må,
thi det er dårer, som jeg harmes på.

3. Tit er jeg varm, og isner i min varme;
thi verden favner mig med frosne arme.
Tit er jeg kold - og rødmer dog derved;
thi verden slukker ej min kærlighed.

4. Tit taler jeg - og vil dog gerne tie,
hvor ordet ej må tanken oppebie.
Tit er jeg stum - og ønsker tordenrøst,
for at udtømme det beklemte bryst.

5. O du, som ene dele kan min glæde!
du ved hvis barm jeg turde frit udgræde!
O, hvis du kendte, hvis du elsked mig,
jeg kunne være, som jeg er - hos dig.

De dobbelte følelser og Carl Nielsens melodi

Digtets dobbelte følelser afspejles allerede i første linje af Carl Nielsens melodi. På ordet ”glad” har komponisten ikke som forventet skrevet en durakkord, men en akkord i mol, så vi hører, at glæden er forbundet med usikkerhed og melankoli. Senere i samme linje er der tilsvarende to durakkorder, der burde akkompagnere noget glædeligt, men hvor der i teksten står ”græde”.

Sangens emotionelle svingninger

Modsætningen mellem de følelser, der fremgår af teksten, og den omvendte brug af dur og mol, understreger sangerens emotionelle svingninger. Vi hører på samme tid både glæden og trangen til at græde.

Klaverakkompagnementet fortæller den underbevidste sandhed

Det understreges allerede i de første ord i sangen, hvor melodien blot består af tonegentagelser (på ”Tit er jeg glad”). Komponisten beskriver her tilsyneladende en helt rolig situation, men klaverakkompagnementet fortæller den underbevidste sandhed: På hvert af ordene skifter akkompagnementet mellem dur og mol. Der er flere følelser på spil, end det fremgår af melodiens og hovedpersonens overflade.

Flere emotionelle træk

Også komponistens anvendelse af sukkefigurerne i takt 2 og 4 og den dissonerende akkord på ”le” i 6. takt understreger sangens emotionelle karakter.

Den neapolitanske subdominant fortæller om den bange tåre

I sidste linje griber Nielsen dybt i den musikalske værktøjskasse: Da sangen står i c-mol, er f-molakkorden subdominant. Når den - som her - tilføjes et sænket sjette trin (tonen Db, som i akkompagnementet netop indleder frasen), kaldes den for en neapolitansk subdominant. Akkorden anvendes i den klassiske musik ved dramatiske og tragiske højdepunkter. Her fortæller den virkningsfuldt om den bange tåre, som den forelskede skjuler bag latteren.