Prøysen blev først og fremmest kendt og elsket for sine viser
Den norske digter Alf Prøysen debuterede i 1945 med dialektfortællingerne Dørstokken heme, men det var som visedigter og -sanger, han blev kendt og elsket. I 1948 kom den første visesamling Drengstu’viser, som siden er blevet solgt i 135.000 eksemplarer, og året efter henvendte han sig for første gang til børn med Lillebrors viser.
Teksten blev trykt i Arbeiderbladet
Den foreliggende tekst er en lettere bearbejdelse af Hestehov-lykke (følfodslykke) trykt i Arbeiderbladet 25.7.1964. Visen blev udsendt første gang året efter på en 45-plade; b-side,n som også var af Alf Prøysen og Alf Cranner, hed Å, den som fikk være en julepresang.
Visen handler om at være noget andet, for at få dén man er forelsket i
Begge viser handler om at være noget andet end den, man i virkeligheden er, for ved fantasiens hjælp at kunne nærme sig den elskede. Ved at være en mælkebøtte kunne man blive plukket, fæstet til en bluse, stå til pynt på natbordet osv. En mælkebøtte er ikke til salg i blomsterbutikken, for den regnes som ukrudt. Derimod vokser den vildt over alt i by og på land. I dette tilfælde står den bag det simpleste af alt, nemlig en skraldespand i en baggård i den østlige del af Oslo. I denne bydel bestod befolkningen tidligere stort set af almindelige arbejdere, fabriksarbejdere, sømænd, håndværkere og af fattigfolk.
Identifikationen med den foragtede mælkebøtte er typisk for Prøysen
Det er typisk for Alf Prøysen at identificere sig med den almindeligste og mest foragtede blomst i den norske flora, den der – i lighed med Gaaseurten af H.C. Andersen – står uden for ”de fines” tulipan- og rosenhaver.